Tekniske Ydelser

Skades- og Havariundersøgelser

Skadesundersøgelse / havari af flerkamret svejst trykbeholder, hvor instabilitet er opstået under trykprøvning.

Når konstruktioner svigter helt eller delvist, er det ofte vigtigt at finde årsagen til skaden eller havariet, så lignende svigt kan undgås i fremtiden.

Skades- og havariundersøgelser omfatter typisk en detaljeret gennemgang af den konstruktion, som svigtede, samt en grundig analyse af de designkriterier, som ligger til grund for fremstilling, installation og idriftsættelse af konstruktionen.

Maticon Engineering har gennem årene jævnligt stået for eller deltaget som ekstern part i skades- og havariundersøgelser af trykbærende udstyr og anlæg samt metal- og maskinkonstruktioner.”

Syn & Skøn

I forbindelse med et havari eller levering af en konstruktion, som ikke anses for at være udført korrekt, kan der opstå en tvist mellem de involverede parter med hensyn til ansvarsfordelingen for havariet eller den leverede konstruktion.

For at løse en tvist kan man vælge en uvildig og fagkyndig person, som på baggrund af skriftlige spørgsmål fra de involverede parter og en grundig besigtigelse af den pågældende konstruktion udarbejder en skriftlig erklæring til brug i det retslige system.

Syn og skøn kan udføres enten som en indenretlig procedure, der involverer domstolene, eller som en udenretlig procedure uden domstolsinddragelse og dermed uden de tilhørende omkostninger. Uanset proceduren forbliver skønsmandens uvildighed og fremgangsmåde den samme.

Lars Bo Hansen fra Maticon Engineering har gennem årene jævnligt påtaget sig rollen som skønsmand i syn og skønssager, primært inden for metal- og maskinindustrien.”

Havari af ben på trykbeholder som følge af ekstern påvirkning fra røreværk monteret i beholderens top.

Legepladsudstyr og Forlystelser

Maticon Engineering har erfaring med legepladser og legepladsudstyr i henhold til DS/EN 1176, da vi tidligere har udført certificerede inspektioner.

Vi udfører ikke længere certificerede inspektioner, men arbejder nu i højere grad med de konstruktive forhold vedrørende legepladsudstyr. Her beregner og vurderer vi sikkerhedsmæssige aspekter for både nye og især eksisterende legepladskonstruktioner i forhold til kravene i DS/EN 1176 og BR18.

Derudover har vi erfaring med styrkeberegning og vurdering af belastningsniveauer på forlystelser i overensstemmelse med DS/EN 13814, herunder vurdering af materialer og materialeudmattelse.

Kontakt os

Har du et projekt, hvor du har brug for ekspertise inden for det maskintekniske område?

Kontakt os i dag, og lad os hjælpe dig videre.